Om os

Vi, Ditte og Susanne, er taget til den kinesiske storby Tianjin for at være engelsklærere på skolen Cathay Future Children Center. Vi skal være i Kina i 6 måneder, og holder løbende bloggen opdateret med alt det vi oplever. Her er et link til programmet vi er en del af, hvis man har lyst til at læse mere: chinalink.dk

søndag den 25. januar 2015

Opdatering

Vi er kede af at vi har været så dårlige til at opdatere på det sidste, men der er sket meget i de sidste par måneder. Vi har blandt andet været i Beijing et par gange, været til julefrokost på ambassaden, lavet Thanks-giving show, været med i en dansekonkurrence og så har det jo også været jul. Vi kommer med en kort opdatering om alt det vi har lavet.
Vi har som sagt været i Beijing to gange i november, hvor vi blandt andet har set Sommerpaladset, Det Gamle Sommerpalads, været til julefrokost hos den danske ambassade, besøgt Lamatemplet og været på marked.

Vi har også lavet en del shows siden sidst. Der har været et Thanksgiving show for børnene, hvor vi var klædt ud som pilgrimme, indianere og kalkun. Det blev vist både til Thanksgiving og igen da der kom ”government officials” på besøg på skolen. Derudover har vi også lavet to juleshows – et for børnene og et for ansatte på skolen og ”government officials”, hvor vi sang ”Last Christmas” og dansede til ”All I Want For Christmas”. Vi har også været med i en dansekonkurrence med cirka 40 af de kinesiske lærere på en anden skole i Tianjin. Vi har også opført et Lion King show, hvor alle pigerne fra Kindergarten spillede hyæner. Showet blev både vist juleaften, da der var showkonkurrence blandt skolerne, og til flere shows med børnene foran forældrene. Der har også været et ”Frozen”-show og sikkert også flere andre som vi har glemt at nævne.

Vi har også haft en enkelt dag hvor vi vågnede op til sne, hvilket dog kun holdt en halv dag. Børnene nåede dog alligevel ud og lege lidt i det, og eftersom der stort set aldrig kommer sne her, syntes de at det var rigtig sjovt. Generelt kommer der stort set ikke noget nedbør i det halve år vi er her, hvilket er skønt når man er vant til regnvejr i Danmark, men det betyder også at vi hele tiden giver børnene og hinanden stød, fordi her er så tørt og koldt. Der er også temmelig meget smog her om vinteren, fordi der bliver brugt meget energi til opvarmning. 

Julen blev, som sagt, fejret med shows på skolen. Showet for børnene blev vist om dagen, så var vi til julemiddag i kantinen, hvor maden var bedre end den plejer at være, men stadig ikke specielt julet. Derefter var vi til juleshow, hvor vi så optrædener og også selv skulle optræde et par gange. Efter juleshowet dansede vi rundt om et juletræ vi havde lånt, og så spiste vi den risalamande som Sofies søster havde været så sød at lave til os. Det var en mærkelig måde at bruge juleaften på, men den var faktisk fin nok, taget i betragtning at vi er i Kina. 
Nytår fejrede vi i nyindkøbte glitterkjoler, hvor vi tog ud at spiste og i byen senere i aften. I Kina fejrer de nytår to gange – både når vi fejrer det den 31. december, og til Kinesisk Nytår/Forårsfestival, som i år falder den 19. februar, hvor folk får ferie og kan tage hjem og fejre det med deres familier, som ofte bor langt væk.

På det sidste har vi haft travlt med at arrangere vores rejse rundt i Kina, som starter den 26. januar. Vi havde først planlagt en rejse rundt i Kina sammen med Julie, og regnede med at Sunny kunne skaffe os togbilletter. Det var så åbenbart ikke muligt at få togbilletter, så vi begyndte at tænke på om vi i stedet skulle tage til et andet land i Sydøstasien. Da vi til sidst var ret frustrerede over hvad vi skulle gøre, fandt nogle ud af at flybilletter ikke er meget dyrere end togbilletter, så nu har vi bestilt flybilletter hele turen rundt. 

Vi starter ud med at flyve til Shanghai i morgen, den 26. januar, hvor vi ikke skal se selve byen, men de omkringliggende attraktioner, såsom en kanalby, Hangzhou, og Yellow Mountains.
Den 2. februar flyver vi fra Hangzhou til Guilin, hvor vi skal se risterrasser, karstlandskab, sejle på floder og cykle rundt til små landsbyer. 

Den 10. februar flyver vi til Haikou på Hainan, der også er kendt som ”Oriental Hawaii”. Vi tager til øens sydligste by Sanya, hvor vi skal ligge på stranden, ud at sejle, på udflugter ind på øen og ellers bare nyde at vi er kommet væk fra kulden.

Den 18. februar flyver vi fra Sanya til Shanghai, hvor vi denne gang rent faktisk bliver i byen. Kinesisk nytår starter den 19. februar, og vi glæder os så meget til at se det blive fejret! 

Den 23. februar flyver vi tilbage til Tianjin, og så tager vi til Beijing indtil den 25. februar, hvor vi kommer tilbage til Tianjin om aftenen. I Beijing skal vi nå alt det vi ikke nåede på de andre ture, og få shoppet det sidste ind. 

Den 26. februar bliver vi kørt med Cathay Futures bus til lufthavnen i Beijing, og så er vores Kina-eventyr ved at være slut.

Eftersom vi skal med flyet om cirka 8 timer og også skal nå at sove indimellem, vil vi nu slutte blogindlægget.


Ditte og Susanne 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar